Udskriv denne side
03 maj

Profil af Tungelundbadet

Friluftsbadet blev anlagt i 1972 og blev opført ved frivillighed af mange lokale borgere og erhvervsdrivende
 

Der har gennem alle årene været fantastisk opbakning såvel hvad angår antallet af badegæster, som når bestyrelsen beder om frivillig hjælp til udførelse af forandringer, reparationer m.v. som til pasning af Tungelundbadets kiosk.

Faciliteter:

2 bassiner, spabad, finsk saunahytte, 2 sammenbyggede træpavilloner, 1½ meter ruchebane til det store bassin, svømmebælter/-vinger, vandlegetøj, liggestole, parasoller, borde, bænke, kiosk m.m.

Bassinerne:

Tungelundbadet består af 2 adskilte bassiner. De har ”fællesvand” og er adskilt af ståltremmer. Vandet er opvarmet til 28 C

Det lille bassin måler 12,5 x 7 meter og går fra 20 cm til 70 cm dybde

Det store bassin måler 12,5 x 25 meter og går fra 120 cm til 175 cm dybde.

Spabadet:

Det store spabad har plads til ca. 20 personer og er fyldt med ca. 35-38 grader varmt vand og vil være tilgængeligt i den offentlige åbningstid. Uden for Badets åbningstid vil spabadet være tømt for vand.


Saunahytten: 

Den finske saunahytte vil være tilgængelig på udvalgte dage i den offentlige åbningstid. Den kan anvendes som almindelig sauna og der kan også arrangeres saunagus. Saunaen varmes typisk op til ca. 75-80 grader.  Når der er saunagus hældes vand og æteriske olier på ovnen og saunaen føles varmere og varmere i takt med at luftfugtigheden stiger. Virkeligheden er dog den, at temperaturen faktisk falder og saunaen føles blot varmere, fordi luftfugtigheden stiger.  Saunaen vil i være åben efter beslutning af bademesteren, hvilket typisk vil være de dage, hvor vejret ikke lokker til solbadning på plænen.

Sikkerheden:

Tungelundbadets bestyrelse har fokus på sikkerheden i Tungelundbadet og gør alt for at sikre det højst mulige sikkerhedsniveau for friluftsbadets gæster og ansatte.

Lovgivningsmæssigt kræver Tungelundbadets vanddybde ikke tilstedeværelse af livredder, hvorfor badning foregår på eget ansvar. Dette fremgår naturligvis af skiltning på stedet.

Vandet:

Tungelundbadets bestyrelse har indgået aftale med det lokale ”Thorsø Biogas” og Thorsø Fjervarme om levering af energi til opvarmning af bassinvandet. Denne aftale gør det muligt at opvarme vandet til de 28oC, så alle kan holde varmen og boltre sig i vandet.

Driften og hygiejnen

 

Tungelundbadet sætter daglig drift og hygiejne i højsædet. Bassinvandet renses mindst med den krævede hastighed og alle filtre m.v. renses jævnligt så bassinvandet altid er tip-top i orden. Der tages rutinemæssigt prøver af bassinvandet min. 2 gange dagligt og på varme dage med mange besøgende tages prøverne oftere. Endvidere renses bassinerne 1 gang i døgnet v.h.a. sugerobotten ”svinet”, så disse er rengjort hver dag ved åbningstid. En rensning tager 6 timer.

Ligeledes i baderummene holdes højest mulige rengøringsgrad. Der er udarbejdet standarder for rengøring af baderum. For at Tungelundbadet kan opretholde den bedst mulige standard og hygiejne kræver bestyrelsen, at alle badegæster afvasker sig grundigt UDEN badetøjforud for adgang til bassinerne – i øvrigt i lighed med stort set alle andre svømmebassiner.
Babyer skal have badeble (kan købes i kiosken) e.a. på, så der ikke kommer afføring i vandet. Dette kræver nemlig lukning af bassinerne indtil vandet atter er renset.
Vi vil gerne holde klorindholdet i bassinvandet så lavt som muligt og alle former for bakterier m.v. øger automatisk klortilsætning og derfor kræves også hårvask, idet hårlak, -gele og –voks er ”gift” for vandet ligesom vi helst ser, at badegæsterne tager deres smykker af, inden de går i vandet.

Klimaet, miljøet og energien:

Tungelundbadets bestyrelse har ambitioner om, at gøreTungelundbadet til Danmarks mest klima-, miljø- og energivenlige friluftsbad!

Dette gøres ved adskillige initiativer af energibesparende karakter. Vi er allerede godt på vej ved at opvarme såvel bassin- som bruservand v.h.a. biogas. Desuden håber vi på at kunne rejser midler til bl.a. følgende tiltag (hvoraf nogle allerede er ført ud i livet):

  • Termotæppe til overdækning af bassinerne
  • Anvendelse af energispare-pærer
  • Anvendelse af lavenergikrævende appartur
  • Anvendelse af lavenergikrævende pumper til rensning af bassinvand
  • Undersøgelse af muligheden for anvendelse af alternativ energi – eks. solenergi
  • Vandspare-brusere
  • Toiletter med lavt vandforbrug
  • Besøg af energikonsulent fra EnergiMidt til gennemgang af hele el-net/-forbrug i Tungelundbadet
Bademesteren:

Der er ansat bademester til varetagelse af den daglige drift. Bademesteren er Tunglundbadets venlige ansigt udadtil.

Bademesteren varetager bl.a. tilsyn/vedligehold af teknik, rensning af bassiner, græsslåning, småreparationer og meget mere.

Kiosken:

Tungelundbadets kiosk er bortforpagtet. Udover bademesterens salg af adgangsbilletter og –kort udbyder kiosken et stort sortiment af drikkevarer, is, slik, pizza-slice, toast m.v. men også svømmebriller og bade-bleer til spædbørn kan købes.

Sponsorerne:

Tungelundbadet har en lang række sponsorer (sæt evt. link ind til en sponsorliste), som bidrager økonomisk og materielt til Tungelundbadets drift. Det muliggør en række tiltag, som vi sætter stor, stor pris på.

Hvem bruger Tungelundbadet?

Tungelundbadets sæson strækker sig fra medio maj til sidste søndag i august. På den korte sæson når ca. 10.000 gæster at besøge friluftsbadet.

Udenfor offentlig åbningtid bruger skolerne i Favrskov Kommune Tungelundbadet til svømmeundervisning; pensionisterne har adgang 4 formiddage om ugen i skolernes sommerferie; Thorsø/Tungelund Idrætsforening (TIF) har svømmeundervisning og motionshold for adskillige børnehold og voksenhold.

Leje af Tungelundbadet:

Tungelundbadet kan lejes til private arrangementer fra kl 18 hver dag i sæsonen. Bookes via hjemmesidens kalender. Udover badefaciliteterne, spabad, finsk saunahytte og træpavillonerne er grill, køleskab, rindende (koldt) vand, borde og stole til rådighed.

Flaget:

Når Tungelundbadet er åben, er flaget hejst! Denne ordning er lavet i tilfælde af, at eks. vejret er så dårligt, at der enten ikke er badegæster eller at det ikke er forsvarligt at bade (f.eks. tordenvejr med lynnedslag) eller hvis der er andre årsager, som gør det nødvendigt at lukke friluftsbadet. I sådanne tilfælde nedtages flaget, som symbol på, at der er lukket.

Flagstangen ved Tungelundbadet er derfor høj, så den kan ses vidt omkring.